Her er jeg, dvs. her er jeg, når jeg får brug for at "afreagere" eller bare vil dele mine tanker med jer. At dele billeder her virker omsonst, når jeg alligevel spytter dem ud i hobetal via I-gram og FB, men af og til ryger der nok et billede op, hvis jeg fx deler en opskrift, uanset om det er håndarbejde eller mad. Må mine små opkast, give jer lidt at tænke over, et smil på læben, eller måske endda begge. God fornøjelse!

Mamma B

Tanker en gråvejrsmorgen….!

Vi er netop i dag gået ind i november. Dagen er startet med lidt småregn, start på 9. klasses terminsprøver, og en træt hund.

Siden maj har jeg været ansat af kommunen som fuldtidsmor til et barn med diagnoser!! Ja, altså den første diagnose, spiseforstyrrelse, er vi godt på den anden side af, men vi arbejder stadig på at finde en hverdag, hvor Asperger ikke definerer hverken barn eller familie. Jeg vælger at skrive arbejder, fordi jeg ikke – som mange af de andre forældre til autist-børn tydeligt oplever det – kæmper med diagnosen. Den har jo altid været der, og på den ene eller den anden måde, har jeg altid tilpasset vores hverdag til den, uden jeg bevidst har givet den et navn.

Så jeg føler mig yderst privilegeret, at jeg sådan kan få lov til at være optimal mor for min datter, og så endda blive betalt for det. Der er gode dage, og der er mindre gode dage. Men hver dag, der går godt, ryger ind på positivlisten, og de mindre gode dage, bruger vi ikke til noget. Jo, måske bruger jeg dem til at lære, hvad der ikke duer, så jeg kan forsøge at undgå det en anden gang, men ellers er det ikke noget, vi – min skønne datter – og jeg bruger meget tid på.

At hun i dag sidder til ugens første terminsprøver, havde jeg håbet på, men ikke overbevist troet på, da hun blev erklæret for færdigbehandlet i det offentlige system. Heldigvis fandt jeg en psykolog, der har gjort underværker. Et perfekt match til en pige, der higede så utrolig meget efter at få behandlet grunden til, hun i første omgang blev syg (med spiseforstyrrelsen). Og hvad de så ellers har fået fat i. Bl.a. er der i hele forløbet tilbage fra start også kommet en angst, selv om det offentlige system ikke har anerkendt den, så er den der tydeligt, og det kan psykologen så heldigvis hjælpe med. Altså, en på alle måder value-for-money-oplevelse at komme i gang hos hende.

Vi betaler af egen lomme for behandlingerne hos psykologen, fordi kommunen ikke kunne hjælpe hos hurtigt nok, og det ville jeg ganske enkelt ikke vente på. Til gengæld tilbød kommunen mig terapi i det omfang, jeg havde – og har – brug for det uden beregning, så no heard feelings herfra. Og så må jeg jo bare nyde, at jeg som fraskilt kan dele udgiften med farmand, hvilket heller ikke har skabt noget ballade, heldigvis.

Hvor er jeg så selv i det her? Ja, jeg er oppe og nede, og det lever jeg så i. Der er ingen selvmedlidenhed, for jeg er, som skrevet ovenfor, utrolig glad for, at jeg har mulighed for at være 100% mor og give al den støtte, der er behov, når der er behov for det. Jeg har jo i årevis lidt af migræne og blev sidste år diagnosticeret med kronisk migræne. Jeg startede på Hovedpineklinikken i Glostrup, og efter en måned blev jeg tilbudt at komme med i et forskningsprojekt, hvor man ville undersøge, hvordan en ny migrænemedicin virker. Selvfølgelig sagde jeg ja tak, og frem til udgangen af juni, tog jeg en gang om måneden en dosis af den dyre, nye medicin. Og hold da op en forvandling – efter de første 4 ugers tid, stoppede migrænen nærmest helt. Et til to anfald om måneden maks., og nogle måneder ingen anfald. Helt surrealistisk at opleve, og et helt nyt liv. Desværre sluttede projektet jo efter 6 måneder, og nu er jeg så tilbage på ventelisten til den nye, mirakelmedicin. Heldigvis er der kun(!) ventetid frem til januar 2022, så det nærmer sig, og da min migræne igen er tiltagende – meget tiltagende – krydser jeg fingre for, at jeg får bevilget den nye medicin, for med den kan jeg have et stort set almindeligt liv, og dermed også passe et arbejde igen. Vel at mærke, når jeg er færdig med at være fuldtidsmor, og det ved jeg alt andet lige ikke, hvornår det bliver.

Så selv på de sorte dage, hvor migrænen har sit grimme tag i mig, og jeg må leve på stærkt smertestillende, ser jeg trods alt lyset. For min datter skal nok klare sig, og det skal jeg også nok.

Vi får det bedste ud af livet, griner, græder og surmuler, som alle andre, og så går vi ikke så meget op i nullermænd og andet, der kan ligge og fylde. Vi er gode til at leve i nuet, og det har vi såmænd alle sammen godt af.

Med disse ord vil jeg kaste mig jublende, eller noget, over både vasketøj og opvaskemaskine, mens Lillebror, udmattet efter weekendens strabadser, trygt sover i sit orgie af puder. Som en klog mand har sagt, ”jeg holder af hverdagen” 😊

Kys og kram
Mamma B